Som uddannet møbelsneder og med praktisk erfaring med at bygge bogbusser startede Anders sin karriere i Ringgården en kold februar fredag i snestorm med overarbejde til følge. Det var den 1. februar 1980. Anders ser tilbage på de 40 år hos Ringgården og fortæller, hvad der betyder mest for ham i jobbet som ejendomsfunktionær.
AAnders glæder sig hver morgen til at komme på arbejde. Han trives i sit job og elsker de uforudsigelige dage. – Jeg ved aldrig, hvad jeg møder ind til, og det er det, der er så fantastisk ved jobbet. – Og mine beboere, dem vil jeg ikke være foruden. Når han ser tilbage, kan han ikke huske, at han nogensinde har tænkt tanken, at det var på tide at finde noget andet.
De første 16 år som ejendomsfunktionær var Anders i Trigeparken, med en kort afstikker på to år i Fjældeog Rydevænget. Arbejdet i de store afdelinger blev for meget for Anders. Han var meget på og havde alt for travlt, så da chancen bød sig, rykkede han ud i afdeling 24 og 25, Præstager i Lisbjerg, hvor han nu også har afd. 38 Bakkehusene. Det var i november 1997.
Mere tid til beboerne
I de tre relativt små afdelinger har Anders mere tid til beboerne. Han er ikke bare en, der slår græs, klipper hæk og fikser vandhanen, når den drypper, han er også en betroet ven for mange af beboerne. De kommer dagligt og vender stort og småt, ofte endda meget store ting, der kræver, at han lukker døren og vinduet til kontoret.
Ejendomsfunktionærrollen
– Før i tiden var en ejendomsfunktionær en Meyer-type (vice-værten fra Huset på Christianshavn), som gik og fejede og hyggede. I dag er der mere run på, flere opgaver og ting, der skal nås, men heldigvis bestemmer vi selv lidt, hvad vi tager til os, og hvor tæt vi vil være på beboerne.
Anders lægger en stor dyd i at være tæt med sine beboere og har altid en finger på pulsen, så han er sikker på, at alt er ok med den enkelte beboer. Det er ikke muligt i de store afdelinger med etagebyggeri, og det er netop, derfor Anders trives, hvor han er nu. Her har han overblik. Er der en beboer, han ikke har set i en rum tid, går han op og banker på for at sikre, at der ikke er noget galt.
Hård, men retfærdig
Anders er glad for de unge beboere i ungdomsboligerne. Når de flytter ind, tager Anders dem kyndigt under sine vinger. – Når en ung knejt flytter ind, og han for første gang skal bo uden sine forældre, siger jeg til ham: det næste halve år er jeg din far, og jeg skal nok lære dig, hvordan du klarer dig på egen hånd.
Anders er hård, men retfærdig, siger han. Han fortæller sine beboere, når deres gøren og laden ikke er i orden. – hører jeg fx, at nogle af de unge har støjet for voldsomt, så hamrer jeg på deres dør kl. 6.30, og jeg bliver ved, til de åbner. Så er der ikke mere ballade med dem. – Alle herude ved, at det kun er mig, der må lave ballade og larme, griner Anders.
Fodbold og ture i skoven
Anders elsker fodbold og har fulgt Liverpool i tykt og tyndt gennem de sidste 50 år. Han har været på Anfield (Liverpools hjemmebane) et par gange, men ellers følger han dem altid fra sofaen i mandehulen. – Min kone er ikke fodboldinteresseret, og selvom jeg har mit eget værelse, hvor jeg ser fodbold, er hun aldrig i tvivl, om det går godt eller skidt for Liverpool. – Det er ikke et spørgsmål om liv eller død, det er meget værre, siger Anders, der også troligt tager på stadion, når AGF spiller.
Når Anders ikke arbejder eller ser fodbold, går han i skoven med sin hund Lui, en Jack Russel Terrier. Man siger, at hunden er menneskets bedste ven, og at hund og ejer ofte ligner hinanden, hvilket nok er tilfældet her. En Jack Russel Terrier er kendt for at være en glad og energisk hund, der har et stærkt ønske om at arbejde. Den er mest glad, når den har selskab og opgaver at udføre. Den har et højt energiniveau, er selvhævdende og årvågen, og så vil du aldrig vinde en kamp på viljestyrke med en hund af denne race. Det er næppe helt tilfældigt, at Anders har valgt en hund som Lui.
40-års jubilæum
Den 1. februar i år kunne Anders fejre sit 40-års jubilæum. Han blev fejret af kolleger, venner og familie. – Det var en skøn dag, hvor der var mange forbi og ønske tillykke, og sikke et gavebord.
– Det krævede to biler for at få det hele transporteret hjem, griner Anders, der nu har øl til resten af året.
Selvom Anders har nået en alder, hvor mange andre begynder at overveje, om de skal gå på pension, er det ikke noget, han har skænket en tanke. – Jeg skal ikke til at gå hjemme, det vil jeg ikke have det godt med. Jeg synes, jeg har et godt arbejde, hvor jeg trives og har det godt med beboerne. Hvad skal jeg lave derhjemme, siger Anders og tilføjer – så længe min fysik er til det, fortsætter jeg med at arbejde.
Artikel og billeder fra Update 132
