I sidste nummer af Update opfordrede vi jer til at hylde jeres ejendomsfunktionær og dele jeres gode historier med os. Det gjorde Henriette Escherich fra afdeling 4, der som tak for at dele sin historie med Update får 2 x bio-billetter med popcorn og sodavand.

 

Henriette synes, at Verner og Ulla gør et flot stykke arbejde og sætter stor pris på, at de altid er tilgængelige og tager alle henvendelser seriøst. Henriette har boet i afdeling 4 siden 2012, og før det boede hun i afdeling 2. Hun kender derfor Ulla og Verner godt.

Altid et smil på læben
For Henriette er det vigtigt med en god relation til sine ejendomsfunktionærer – jeg har indtryk af, at de ved, hvem jeg er, og det er rart. Ulla har min nøgle liggende, og jeg er helt tryg ved, at de selv kan låse sig ind i min lejlighed. Det, der især gør indtryk på Henriette, er, at hun altid bliver mødt med ”ha’ en god dag” og et smil på læben. – Det gør mig så glad, og jeg får mere energi til at komme i gang, når jeg bliver mødt med et smil om morgenen, især i regnvejr!

Skulderklap og tak for hjælpen
Generelt vil Henriette give Verner og Ulla et skulderklap for altid at være kontaktbare. Henriette arbejder i dagtimerne, og hvis hun skal i kontakt med Ulla og Verner, er det telefonisk eller på mail. Hun oplever altid at få hjælp. – Jeg får svar på alle mine henvendelser. Hvis Ulla ikke kan hjælpe mig, guider hun mig altid videre til en, der kan. Henriette vil sige tak til Ulla og Verner for det store stykke arbejde, de gør for beboerne i afdeling 4. Både i den personlige relation til beboerne, men også med det store arbejde det er at holde udearealerne flotte og rene. 

Anerkendelse er altid rart

Vi fanger Ulla og Verner i en frokostpause og fortæller dem om Henriettes henvendelse. De bliver glade og giver udtryk for, at det er dejligt, når deres arbejde bliver værdsat. – Der kommer af og til nogen og roser os og fortæller, hvor pænt området er, siger Ulla. – Det er dejligt, men det dur jo heller ikke, at vi får for mange roser, så går vi helt i stå, tilføjer Verner med et glimt i øjet, og viser os et kort, han har fået af en beboer. I kortet står der, hvor glad beboeren har været for Verner og det arbejde, han har udført. Verner har været ansat i Ringgården siden 1981 og har valgt at gå på efterløn. Det er der mange beboere, der er kede af.

Den personlige relation
Den personlige relation til beboerne betyder meget for Verner og Ulla. Verner har selv boet i afdelingen og kender flere beboere, fra dengang han boede der. – Det er hyggeligt med den uhøjtidelige stemning, der er mellem os og flere beboere. Ulla og Verner er enige om, at det vigtigste i arbejdet som ejendomsfunktionær er at yde en god beboerservice. – Vi arbejder i et servicefag og gør, hvad vi kan for at hjælpe vores beboere. Også når det handler om andet end arbejde.

Nogle gange har beboerne brug for en snak om alt muligt andet, og så lytter vi, siger Verner. Verner og Ulla er begge meget glade for deres arbejde og den relation, de har til beboerne i deres afdelinger. –Vi kender stort set alle beboerne, men der er en del af de unge, vi ikke kender. De holder sig mere for sig selv. Det er nok tiden, og det kan vi ikke gøre noget ved, siger Verner.

Især Verner kender til det med at have en personlig relation til beboerne. – Da jeg i sin tid boede i afdelingen, fik jeg en helt særlig relation til en beboer. Jeg fik et godt øje til damen på 2. sal i min opgang, hende er jeg gift med i dag, fortæller Verner og griner.

Relationen til beboerne er under pres
I en tid med digitalisering og effektivisering får Ulla og Verner mere at se til, og de er enige om, at det sætter den personlige relation til beboerne under pres. – Før, hvor jeg havde kontortid i både afdeling 4 og derefter i afdeling 1 og 2, der mødte jeg beboerne og fik en snak med dem. Nu foregår de fleste henvendelser pr. telefon og mail, og jeg møder ikke beboerne på samme måde mere. Det er ærgerligt, siger Ulla. – Det bedste ved jobbet er den snak, vi har med beboerne, og det at kunne få lov til at hjælpe dem og få tingene til at køre, siger Verner. – Og alsidigheden, tilføjer Ulla.

Ulla og Verner har det godt med beboerne og møder sjældent nogle, der er sure. – Vi kan som regel hurtigt få beroliget de utilfredse og sure beboere, når vi møder dem. Det er blevet noget sværere nu, hvor meget korrespondance foregår via mail. Tidligere, hvor beboerne mødte op, kunne vi få afklaret evt. misforståelse med det samme, siger Ulla.

Kollegerne er også vigtige
Der er en uhøjtidelig stemning imellem Ulla og Verner, der godt kan være slemme til at drille hinanden. – Han var nok ikke blevet hængende så længe, hvis ikke vi kom godt ud af det sammen, siger Ulla. – Vi supplerer hinanden rigtig godt og er gode til at sparre med hinanden. Vi kan også godt blive sure på hinanden, men vi bliver hurtige gode igen, tilføjer Verner.

Vi spørger Verner, hvad han kommer til at savne allermest, nu hvor han stopper efter 38 års arbejde. – Mine gode kolleger, siger Verner prompte og peger på Ulla. Det er det, der fylder mest. Selvfølgelig kommer jeg da også til at savne beboerne, det gør jeg da, for vi har ikke andet end gode beboere. – Når Verner stopper, mister jeg ikke bare en god kollega, men også en masse viden og anekdoter om afdelingen og dens beboere, siger Ulla.

Ulla overtog stillingen som varmemester pr. 1. november 2019, og Flemming Kjær, der tidligere var en del af boligforeningens afløserkorps, er blevet fast ejendomsfunktionær på områdekontoret som dækker afdelingerne 1, 2 og 4.

 Artikel og billeder fra Update 131