Med to jobs, en lånehund, hestepasning og italiensk har det været svært for Birgitte at finde tid til at flytte. Men da hun blev tilbudt drømmelejligheden, blev hun nødt til at sige ja. Birgitte er flyttet internt i afdeling 28 på Ellebrinken i Lystrup

Hvornår flyttede du?
Jeg fik tilbudt den nye lejlighed på et rigtigt uheldigt tidspunkt, hvor jeg havde alt andet end tid til at flytte. Når man søger lejlighed, ved man aldrig, hvornår man får en tilbudt, og da der kun var tre lejligheder her i afdelingen, jeg var interesseret i, tænkte jeg, at der nok ville gå 5-10 år, før jeg ville få en af dem tilbudt. Det gjorde der ikke, og da det var lige præcis DENNE her lejlighed, nede ved jorden, med have foran og bagved, og ud til de grønne områder, kunne jeg ikke sige nej.

Det gav mange spekulationer. Orkede jeg overhovedet at flytte? Havde jeg råd? Hvordan skulle jeg overhovedet finde tid til det? Jeg arbejder i perioder rigtig meget, og lige nu arbejder jeg seks dage om ugen, har to timers transport dagligt, er formand i afdelingen, går til italiensk og passer hest, og lige nu har jeg også en lånehund. Jeg sagde til mig selv, at jeg må tage en dag af gangen, og så går det nok. Det gjorde det også. Fik nøglerne til den nye lejlighed 15. februar og skulle være ude af den gamle d. 1. marts Jeg fik flere venner og bekendte til at hjælpe mig. Trods udfordringer med de mest oplagte hjælperes tid, så lykkedes det mig at få flyttet alle mine ting (også min hest) og komme på plads i den nye lejlighed.

Hvad flyttede du fra og hvorfor?
Jeg flyttede fra en tilsvarende toværelses lejlighed, som jeg egentlig var ganske glad for. Mine overvejelser om at flytte internt i afdeling 28 gik på, at jeg på sigt gerne ville ned til jorden, både for at slippe for at gå på trapper, men også for at få min egen have. Selvom jeg kun er flyttet 30. meter, så føler jeg, at jeg er flyttet langt væk fra der, hvor jeg boede før. Der boede jeg midt i det hele, legeplads, p-plads, fælleshus og vaskeri lige uden for mit vindue. Nu er det som at være flyttet ud på “Lars Tyndskids mark”. Her er der stille og udsigt til naturen omkring Ellebækken, og jeg elsker det. 

Hvad er det bedste ved det nye sted?
Det er helt klart, at jeg har fået ikke bare en, men to haver. En forhave og en baghave, der går i et med naturen ned til Ellebækken. Er et naturmenneske, så det at have naturen tæt på er noget, der betyder meget for mig. Selvom lejligheden m2-mæssigt er magen til den gamle lejlighed, virker den her noget større, da der er højere til loftet, og væggen mellem køkken og stue kun er halv, så der kommer masser af lys ind. Det kan jeg rigtig godt lide. 

Hvad har været den største udfordring?
Den største udfordring har været selve flytningen, og det faktum, at jeg kunne ende op med at skulle betale dobbelt husleje i op til tre måneder. Det blev heldigvis ikke tilfældet, og med venner og naboers hjælp lykkedes det mig altså også at få flyttet og komme på plads.

 Artikel og billeder fra Update 125